Drømme udenfor byen
Vi er ensomme mennesker,
I en skov af lygtepæle.
Bilernes blege søgelys finder aldrig hvile.
Vi er hvert vores eget væsen,
Uforståelige for hinanden.
Sårbare og sarte i den osende sky,
Vi kalder Jorden.
Vi er tabte og forladte.
Alle som en.
Ingen bånd at kappe og ingen røde tråde.
Forvildet må vi gå,
Og indånde vores egen CO2,
Blandt vragede cykler, metalstel og betonæsker.
Og ikke mindst hinanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar